4) Mai Chau – Vietnam 2019

Dag 7 – 30. november – Homestay 2 – Mai Chau

Vi skulle være klar om morgenen kl. 8:00. Så vi stod tidligt op, fik et bad, pakkede vores ting sammen, og gik ned for at få morgenmad. For ikke at skulle stå alt for tidligt op lod vi os nok blive lidt tidspressede, men det viste sig at være uden grund. Da vi havde ventet en halv time, kontaktede hotelreceptionisten rejseselskabet, og fik at vide at der ville gå mindst en time mere.

Efter halvanden times ventetid ankom guiden, som fortalte at han var vikar fordi den guide vi skulle have haft var blevet syg. Derfor forsinkelsen.

Vi fik vores ting i bilen, og kørte afsted på den 3 timer lange køretur til vores Homestay i Mai Chau.

Vores forventninger til Homestay var nok påvirket af det første Homestay vi var på, hvor vi virkelig fik lov at være med i den lokale familie. Derfor var vi, mildest talt, noget overraskede over hvad vi kom til. Det var en lille landsby som mest af alt bestod af souvenirboder eller snarere små butikker. Stedet var pakket med turister, og vores Homestay var bare to små beskidte hytter / værelser med en madras på gulvet og en ventilator i loftet,  placeret ved siden af hovedhuset. Vi lod være med at folde myggenettet ned, da vi ikke havde lyst til at blive overdænget med døde dyr.

Hovedhuset var bygget til at modtage store mængde af turister og havde et stort spiseområde forneden, et køkkenrum og 3 toiletter med håndbruser og familiens rum.  

Vi delte Homestay’et med ca. 30 kvinder fra en virksomhed i Hanoi, der var på den årlige firmaudflugt.

Mai Chau har de seneste 25 år været et udflugtsmål for virksomheder og familier fra Hanoi, der kommer for at se den anderledes kultur. Derfor var husene alle indrettet med souvenirbutikker, sovekabiner, spiseområde og den private afdeling, som egentlig ikke var særlig privat. Den oprindelige kultur, hvor folk bor i huse på pinde, og dyrene går nedenunder var der ikke noget af. I dag var alle underetager indrettet med souvenirboder og spisesteder til de mange turister.

De har deres eget sprog i området. I Vietnam er der 54 forskellige folkegrupper. Den største, Viet, udgør 80 % og de sidste 20 % er fordelt på 53 minoritetsgrupper. Gruppen i Mai Chau er en Thai-minoritet, og derfor så vi en del af de samme dragter som vi for fire år siden stiftede bekendtskab med i Thailand.

Vi skulle have været ude og cykle, men vores guide anbefalede at vi ventede til Tam Coc da der var meget smukkere der. Helt ærligt så tror jeg ikke de havde cyklerne som passede til vores familie. 

Vores guide tog os med på en gåtur i området uden om den lille landsby samt de tilstødende landsbyer adskilt af rismarker, hvor enkelte bønder samlede græs fra de høstede risplanter til deres bøfler og fisk.

Undervejs blev vi præsenteret for den mærkeligste ”forlystelsespark” vi endnu har set! Vietnamesiske turister kom her for at tage billeder af sig selv og hinanden i ”idylliske” omgivelser. Det var et stort setup hvor man kunne tage billeder f.eks. på en gynge, på en bro, blomster opsatser, foranan trappe mod himlen, osv. De klædte sig ud i de lokale folkedragter eller havde klædt sig i smukke kjoler til lejligheden.

Tilbage i landsbyen var strømmen gået og derfor fordrev vi tiden med kortspil ved et bord nedenunder. Vi kunne se lokale sidde og fylde bambusrør: først med et stykke bananblad og derefter ris. Der var virkelig tale om masseproduktion.

Mørket faldt hurtigt på, og der var ingen lys på toiletterne. Da lyset endelig kom tilbage, blev de travlt optaget af de 30 kvinder som skulle gøre sig klar til fest.

De 30 kvinder sad samlet, og vi sad pænt ved et bord ved siden af. Vi fik kold kogt and og svinekød, en ukendt stegt grøn grøntsag, omelet, en meget tynd (læs vandet) suppe med nogle blade og enkelte stykker af noget som måske var søde kartofler, hvide ris og sticky ris (hvide ris som klistrer meget sammen). Helt ærligt ikke noget at råbe hurra for, og havde vores guide ikke dagen efter sagt at maden havde været helt forfærdelig, havde vi nok efterfølgende erklæret at et vietnamesisk festmåltid ikke lige var os. Vi kunne dog se at de også fik noget fisk dampet i bananblade samt hønsefødder, men jeg er ikke sikker på at det ville have gjort vores oplevelse bedre. 

Alt i mens vi spiste, blev der holdt taler. Og kl. 19 gik en gruppe lokale i gang med at optræde med sange og danse tilsat fortællinger – alt sammen på vietnamesisk. Vi havde nok mere travlt med at holde øje med gekkoerne i loftet end lytte til uforståelige fortællinger – og det var jo heller ikke os de henvendte sig til.

Damerne lavede konkurrence i hvem, som kunne holde en tone i længst tid, og så gik de igang med karaoke. Vi følte os noget malplaceret, og vidste ikke rigtig hvem vores vært var, så vi fortrak til madrassen i værelset, hvor vi satte os til at spille kort. Ved 22 tiden slukkede de endelig for mikrofonerne på vores homestay og så var det bare lydene fra de andre og TV’et ved siden af som underholdte til kl. 23.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *