6) Ninh Binh – Vietnam 2019

Dag 9 – 2. december 2019 – Ninh Binh

Da vi vågnede i på hotellet i Tam Coc, stod vi op til et overdådigt morgenmåltid med alt i frugt, brød, kager, og vietnamesernes nudler, kogte majs og søde kartofler. Alt sammen kun til ære for os, eftersom vi var de eneste gæster på hele hotellet.

I gården ventede der os cykler, dog måtte vi opgive at lade Thomas cykle selv – cyklen var ikke større end en cykel til en 5 årig i Danmark. Til alt held må man sidde bag på i Vietnam, og cyklerne er udstyret med fodstøtter og bløde sæder til passagerne. 

Der var vildt flot i området omkring Tam Coc. Det var Ha Long Bay på land. Kæmpe kalkstensklipper stak lige op af jorden, og imellem dem snoede sig åer og rismarker. Vores guide viste igen sin erfaring og fik os ud af små stier væk fra alfarvej. Vi cyklede forbi det almindelige “lej en båd” stop og videre ud af byen. Her steg vi ombord i to både sejlet af midaldrende kvinder som med rolige åretag med fødderne bragte os ned af åen.

Vi sejlede gennem grotter som kun er tilgængelige efter regnsæsonen, da de ellers er oversvømmede af vand. Den længste grotte var 500 meter og nogle steder kunne man let nå loftet. Åen var fyldt med smukke åkander og alt var så stille og smukt. Vi så bøfler som var nede for at drikke og de havde besøg af store hvide fugle.

Oppe på cyklerne igen begav vi os til den anden ende af byen og ud til et bjerg med fotopark – altså sådan et sted hvor man kan tage opstillede selfies. Der var vildt smuk udsigt på toppen af det stejle bjerg/klippen og vi kunne kigge ned over den travle turistå hvor mange små både fyldte vandet. Så er det lige man bliver ekstra glad for sin guide, for vi mødte kun en enkelt båd. Der var 500 høje stejle trin op til toppen og selv Emil måtte på vej ned konstatere at det var en smule hårdt for knæene, da man skulle ned igen. 

Tilbage på hotellet fik vi en super lækker frokost. Vi skulle bl.a. rulle friske forårsruller med stegt fisk, råkostsalat med bananblomster og gullerødder og nudler. En anden af retterne var 5 kæmpe rejer serveret i en dampende varm frisk kokosnød med en stærk suppe inden i. 

Ved 14:30  tiden begav vi os de 2 timer tilbage til Hanoi og hotellet Gia Thinh Hotel for at vente på at skulle med nattoget. 

Vi blev fik lov at stille taskerne på http://giathinhgrandhotel.com/ igen og blev mødt af Simon. Han bød på kaffe og vi fik lige opdateret lidt dagbog og lavet lidt lektier med ungerne. 

Kl. 20 kom en mand som skulle følge os til toget –  han havde styr på to taxier, og fulgte os ind på togstationen. Vi havde nok forventet et kaos af mennesker og perroner men her var meget stille og overskueligt. Man træder ind i et venterum, og så kan man først komme ind på perronområdet 45 min før toget går – og der gik ikke mange tog:-) Vi nåede lige at blive lidt forskrækkede, for vores billetter virkede ikke, og damen ved indgangen kunne ikke engelsk. Til alt held kom der hurtigt en engelsktalende, og hun vidste lige hvad der var galt. Vi havde pladser i vogn 12, og der var kun 10 vogne med toget, og hun var damen som skulle fixe det. Dejligt. 

Toget var helt fyldt i soveafdelingen, så det var dejligt at der var helt styr på alting. 2 senge over hinanden i hver side af kupeen og et lille bord med en blomstervase. Det var så fint. 

Vi faldt hurtigt i søvn og sov tungt og godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *