9) Mekongfloden – Vietnam 2019

Dag 18 – 11. December – Can Tho

Kl. 8 blev vi hentet at Fugh, en sød dame på omkring 40 år, som skulle være vores guide de næste 3 dage. Vi kørte de 2 timer til Cu Chi tunnelerne som vi havde hørt lidt om hjemmefra. Det var en rigtig god fortsættelse af Vietnamkrigens historie fra i går. Tunnelsystemet er 220 km langt og er i op til 3 etager under jorden. De øverste rum var kun dækket af tynde skjulte tage, men alle rum havde gange til de underjordiske systemer. Det var rigtig spændende og man fik et godt indblik i hvordan vietnameserne havde levet under jorden, dels som guerillakrigere, men også som almindelige mennesker, fordi USA smed så mange kemiske bomber, som ødelagde og brændte alt over jorden. Amerikanerne var for store til at komme ned i systemerne. De brugte bl.a. rotter med springladninger, hunde, røg og vandkanoner for at prøve at få bugt med Guerillakrigerne. Rotter og hunde blev vildledt af chili og peberpulver, og vandtætte lemme og gangsystemer til floder gjorde at Vietnameserne kunne modstå amerikanernes forsøg. Vi så nogle frygtelige fælder som vietnameserne har haft bygget i skovbunden og hvordan der blev lave sko med såler lavet af dæk fra amerikanske køretøjer, så det så ud som om man gik den modsatte vej af hvad man havde gjort. De har virkelig brugt list i kampen mod napalmbomber.

Stedet osede af stolthed over hvordan man havde snydt Amerikanerne, og gang på gang sejret over dem pga. gangsystemerne. Livet ved gangsystemerne blev malet en smule rosenrødt og kun set fra vietnamesernes synspunkt. Men vi er også i Vietnam. 

Man fik også en forståelse for hvorfor nogle af de krigsforbrydelser som fandt sted mod civile var opstået. Kvinder og børn levede også i tunnellerne og var guearilliakrigere, og det må til tider have været svært at skelne krigere fra civile. De havde en skole for børnene i det nederste gangsystem – altså 3 etager under jorden. 

Gangene blev gravet manuelt med hakker, og bambuskurve til at føre jorden væk i. Jorden fyldte de i bombekratere så de ikke dannede bunker på jorden, og dermed afslørede en udgang. Ud over systemerne havde de også beskyttelseshuller på ca 1 m³ med et hul på ca 25×40 cm og en plade som passede perfekt. Man lagde blade på pladen, hoppede i hullet med pladen over hovedet, og væk var man. 

Cu Chi tunnelerne var en en stor oplevelse og det var virkelig spændende både for børn og voksne. 

Vores homestay blev ændret, da et familiemedlem var død, og familien var i sorg. Men det vi kom til, var rigtig fint. Homestayet her var ca 10 hytter omkring et stort fælleshus med spiseområde. Det var bygget for kun 1 år siden og de var ved at udvide med swimmingpool. 

Altså Homestay er bare en slags familiedrevet hotel. 

Vi cyklede en tur i området med vores guide og ejeren af området. Vores guide kendte ikke området, men så alle muligheder for at fortælle og dele viden. På vejen så vi hvordan de arbejder med kokosnødder, og et andet sted lavede de tov af fibrene. Hun viste os forskellige planter og frugttræer. 

Hjemme på homestayet skulle vi ifølge programmet have “cooking class med vietnamesiske retter”, men det nye sted var nok kastet lidt ind i opgaven. Vi lavede store vietnamesiske pandekager i en wok. Da jeg spurgte til hvordan dejen var lavet, kom de med en pose færdigblandet pulver (hvede, rismel, tumerinpulverog sagde man skal bare komme vand i. He, he, så meget for cooking class. Men det var sjovt at høre Fugh diskutere metoden til at få de sprøde pandekager. Fruen i huset brugte en suppeske og hældte dejen ned langs kanterne af den varme vok, og dækkede de evt. huller med lidt ekstra. Fugh hældte en stor skefuld i bunden og snurrede så hurtigt wokken rundt og fordelte dejen. Vi vil lidt rejer og bønnespirer inden i pandekagen. Fugh fortalte at hun plejede at bruge stegt svinekød og grønne bønner. 

Man pakker stykker af pandekagen ind i et salatblad og dypper i fiskesovs/citron/honning evt. chili. Alt efter hvad man har af fyld. 

Pandekagerne kunne alle lide. Derudover fik vi svinekød kogt i noget smeltet sukker og soya (tror Sara) og selvfølgelig ris og en suppe med kogte grøntsager. 

Egentlig burde jeg nu kunne skrive at vi nød roen på landet efter gaden i Saigon, Men det er altså vores skæbne at bo i nærheden af en fest. Denne gang var det en stor fødselsdag med et karaokeanlæg som nægtede at bryde sammen, selv om det lød som om de forsøgte.

Dag 19 – 12. december – Can Tho

kl 8 blev vi hentet og kørt til en båd på mekonfloden i området Ben Tre. Vi sejlede op af floden i 30 min. Undervejs måtte vores (meget) ældre kaptajn i vandet et par gange for at fjerne skidt fra skruen. Det flød med grene, kokosnødder og affald i floden. På begge sider af floden var der kokosnødplantager. Første stop var en kokosnødfabrik hvor Fugh forklarede os arbejdsprocesserne. Hold nu op hvor udfører de hårdt, manuelt, ensformigt arbejde – og de gør det livet igennem. De blev betalt per kilo de ordnede. Mændende havde det hårde arbejde med at flække og skrabe kødet ud. Kvinderne skrallede det sidste brune lag af, og vaskede kokosnødden.

Ved næste stop så vi hvordan en kokosnød blev revet, presset så man fik kokosmælk og så kogt til karamel. Karamellerne blev trykket flade, skåret og pakket i papir – alt sammen manuelt. 

I samme hus så vi også bistader og smagte bidronning-honning – hvordan de kan vide at det lige er honning fra dronningen, forstod vi ikke rigtigt. Men det kunne helbrede alverdens ting. 

Vi nøjedes med at købe karameller.

Vi blev sat af båden, og fik en køretur i en tuc tuc til et sted, hvor vi så hvordan to damer lavede sovemåtter af lange græsstrå. En sad på væven, og en anden satte stråene fast på en pind, og skubbede den ind mellem trådene. Man kunne lave 1m måtte på en time. Fugh fortalte at vietnameserne foretrak bare at sove på en måtte pga. varmen, og det går meget godt i spænd med hårdheden på nogle af de madrasser vi har ligget på 🙂

Efter endnu en køretur i tuc tuc’en på smalle stier kom vi til frokostrestauranten. Da forretten i form af en fisk kom på bordet, måtte vi endnu en gang bare kigge på hinanden og sige øh hvad fa’n er det, og hvordan spiser vi det.  Hjælpen var dog nær, og tjeneren viste os hvordan vi skulle flå den opretstående fisk og rulle den i rispapir med salat, ananas og agurk. Jeg måtte dog lige vise hende at vi ikke var interesseret i det store fiskeskæl som “pyntede” fisken. Vi er nok bare en lille smule sarte på det punkt. 🙂

Vi læste senere i Lonely planet, at det var en helt speciel ret på den egn.

Vi sejlede videre i en lille båd som blev roet af en ældre dame. Vi sejlede mellem vandkokosnøddepalmer og nogle vildt flotte “kokosnødder”. De lignede store træblomster. 

Vi kunne ikke helt forstå at der ikke var nogle som plukkede dem. 

Fugh forklarede at her i mekondeltaget var der sådan en rigdom af frugt og grønt at livet var nemt. Maden hænger på træerne eller fiskes op af floden.

Hvis nogen kørte til Ho Chi Minh med nødderne ville de være dyre der, men her var flere end der var brug for. 

Efter den lille hyggelige sejltur kørte vi 3 timer tværs gennem mekonområdet til Ahn Dao Mekong Hotel i byen Can Tho. 

Undervejs så vi masser af plantager og rismarker. Modsat de høstede rismarker vi så nordpå, var disse flotte grønne. Nordpå kan man kun høste og så en gang om året, men i mekongdeltaet kan de pga. klimaet og vandet gøre det 3 gange om året. Det er ikke så mærkeligt at velstanden er lidt større sydpå end i norden. 

Vi blev tjekket ind på hotel Anh Dao i et familieværelse og hoppede straks i poolen. 

Der var ingen tvivl om at vi var havnet i den bedre bydel, og Fugh forklarede, at vi var tæt på byens internationale hospital, og at området især blev beboet af læger. 

Selvfølgelig var der en som holdt fest med stor musikanlæg og karaoke – vi havde nok ikke forventet andet 🙂 Vietnameserne elsker bare at feste, og det er ligegyldigt hvilken ugedag det er. 

Fugh havde bestilt middag til os på byens bedste restaurant. Hendes tidligere arbejdsplads, mens hun havde studeret i byen. Vi spiste på en bro ud i vandet og det var rigtig hyggeligt. Hjemme på hotellet kunne vi lige få indhentet lidt julekalender og så var det i seng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *